Har du søgt nye udfordringer i arbejdslivet og skal i gang med at forhandle løn- og ansættelsesvilkår? Nedenfor er der en gennemgang af de emner, som skal fremgå af en ansættelseskontrakt og om, hvilke forhold du særligt skal være opmærksom på.
Skal man have en ansættelseskontrakt?
For alle lønmodtagere, som har arbejde i mere end en måned og arbejder mere end 8 timer i gennemsnit ugentligt gælder det, at de skal have et ansættelsesbevis – også kaldet en ansættelseskontrakt.
Hvad skal der stå i en ansættelseskontrakt?
Der er nogle oplysninger, som skal fremgå af en ansættelseskontrakt. De oplysninger der er tale om er:
- Din og din arbejdsgivers navn og adresse
- Arbejdsstedets beliggenhed
- Beskrivelse af dit arbejde eller angivelse af din stilling
- Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt
- Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvis du ikke fastansættes
- Dine rettigheder vedr. ferie herunder om du har løn under ferie
- De opsigelsesvarsler der gælder for ansættelsesforholdet
- Oplysninger om løn, tillæg og pensionsrettigheder samt hvornår lønnen udbetales
- Den ugentlige arbejdstid
- Hvorvidt ansættelsesforholdet er reguleret af en overenskomst, funktionærloven el. andet
Oplysningerne ovenfor, har du krav på at få på skrift.
Hvilke rettigheder har jeg ifølge lovgivningen?
Alle almindelige lønmodtagere (med nogle få undtagelser) er omfattet af ferieloven, som giver ret til 5 ugers ferie. Herudover er der fx lovgivning om barsel mv., som du som lønmodtager også er omfattet af.
Hvilke rettigheder får jeg ikke automatisk?
Ekstra ferie/frihed
Ekstra fridage, som også kaldes feriefridage eller lignende, har du ikke automatisk krav på. Det skal du være opmærksom på, hvis det ikke fremgår af din ansættelseskontrakt.
På mange arbejdspladser har man aftalt, at der ud over den almindelige ferie på 5 uger også ydes medarbejdere 5 ekstra fridage, men du skal huske at spørge ind til om det også gælder for dig.
Det er forskelligt, hvordan ekstra fridage optjenes og hvordan de kan afvikles. Derfor vær opmærksom på dette, når du indgår en ny ansættelseskontrakt.
Fri på Grundlovsdag m.fl.
Man har ikke som lønmodtager automatisk fri med løn på fx Grundlovsdag, den 24. og 31. december og den 1. maj.
Skal dit ansættelsesforhold også omfatte ekstra frihed udover det som fremgår af ferieloven, skal du enten aftale det direkte med din arbejdsgiver eller det skal fremgå af en kollektiv overenskomst, personalehåndbog eller lignende.
Fri med løn ved barns sygdom
Mange tror fejlagtigt, at man som lønmodtager automatisk har krav på fri med løn på barnets 1. og eventuelt 2. sygedag, men det er ikke korrekt.
Det kan fremgå af enten din ansættelseskontrakt, en personalehåndbog eller af en kollektiv overenskomst, at du har ret til at holde fri med løn på barnets første sygedag.
Vær opmærksom på, at det ofte ikke er en ubetinget rettighed. Mange kollektive overenskomster og personalehåndbøger benytter en formulering om, at det alene er hvis arbejdet tillader det, at man kan holde fri med løn ved barnets første sygedag.
Løn under sygdom
Er du funktionæransat, har du ret til løn under sygdom, men er du ikke funktionær skal du være opmærksom på, at der kan gælde noget andet for dig.
Løn
Mange er i tvivl om, hvad de skal forlange i løn, hvis de bliver spurgt til en jobsamtale. Lønnen på det private ikke-overenskomstregulerede arbejdsmarked er som udgangspunkt fri, det vil sige, at der skal man ind i lønstatistikker for at se, hvad lønniveauet er.
Hvis du får job på en privat eller offentlig arbejdsplads, som har en overenskomst, vil det i mange tilfælde være beskrevet i overenskomsten hvad grundlønsniveauerne er. Men for de fleste gælder også, at der kan forhandles et tillæg, som tager afsæt i din erfaring og din uddannelsesmæssige baggrund.
Det er en god ídé, at have fokus på pensionsrettigheder. Udover at optjene pension til du engang ikke skal være på arbejdsmarkedet længere, er der ofte forskellige forsikringer knyttet til en pensionsordning.
Kunde- og konkurrenceklausuler
Konkurrenceklausul
I nogle ansættelsesforhold, vil du blive omfattet af en konkurrenceklausul.
En konkurrenceklausul betyder, at du ikke må tiltræde et job i en konkurrerende virksomhed, hvis du stopper i dit nuværende job inden for en periode efter du er fratrådt.
Kundeklausul
Du kan også blive omfattet af en kundeklausul, som indebærer, at når du fratræder din stilling, må du ikke have en arbejdsmæssig forbindelse til din arbejdsgivers kunder, forretningsforbindelser eller leverandører mv.
Det at dit ansættelsesforhold kan blive omfattet af en kunde- eller konkurrenceklausul, kan være ret indgribende og begrænsende, hvorfor du altid bør få professionel rådgivning om dette inden du indgår en ansættelseskontrakt som indeholder en klausul.
Hvad kan ellers være godt at få med i en ansættelseskontrakt?
Det kan være en fordel at aftale hvad der skal gælde ved barsel (udover det der fremgår af lovgivningen), bibeskæftigelse, efteruddannelse, telefon, pc mv.
Andre ansættelsesformer
Skal du ansættes som direktør, er du freelancer eller tjenestemand m.v., er der andre forhold som du skal være opmærksom på.
Rådgivning
Ovennævnte kan ikke træde i stedet for individuel juridisk rådgivning.
Det kan altid godt betale sig, at få rådgivning i forbindelse med indgåelse af en ansættelseskontrakt. Det sparrer en for mange bekymringer, hvis der er fuldstændig klarhed over, hvad der gælder for ens ansættelse.
Uanset hvad – er du i tvivl om, hvad et eller flere punkter i din ansættelseskontrakt har af betydning for dig, så spørg ind til det hos din kommende arbejdsgiver og bed om at få det forklaret og præciseret.
Liselotte Fjeldgaard Andersen, advokat og Master i Konfliktmægling MKM